af

Hvor ligger den lovgivende magt egentlig? I Danmark eller i EU?

Artikel bragt i Den Korte Avis den 27 august 2015

Den 3. december kan befolkningen stemme om en ændring i vores retsforbehold, der indebærer afgivelse af suverænitet til EU, jf. grundlovens §20. Det kan man have sin holdning til, men inden agitationen for et ja eller et nej kommer i omdrejninger, er der et spørgsmål, som vælgerne har krav på bliver besvaret:

Hvor stor en del af de love og forordninger, der gælder i Danmark er direktiver fra EU og hvor mange skyldes den danske regering og Folketinget? Kort sagt: Hvor meget har vi efterhånden overladt til EU og hvor meget bestemmer vi selv?

Svarene på EU’s indflydelse svinger helt absurd mellem 10% og 70% – afhængig af politisk ståsted. Heldigvis har vi så de mange dygtige embedsmænd og eksperter. Det bør være muligt for dem at komme med et svar, vælgerne kan have tillid til. Indrømmet, der kan være fortolkning, men vi må forlange at usikkerheden om realiteterne reduceres betydeligt. Er der en politisk vilje til at sørge for at vælgerne får svaret i tide? Forhåbentlig er der det, men vi må konstatere at det hidtil ikke har været tilfældet.

Er det sådan at Christiansborgs arbejde med love og forordninger er reduceret til et minimum, mens der er blevet mere travlt i EU? Er Folketinget blevet en filial af det store koncernhovedkvarter i Bruxelles? Det er ikke det indtryk man umiddelbart får fra de danske politikerne selv, men vi må forlange at mistanken bliver afkræftet – eller bekræftet, inden vi går til stemmeurnerne.

Svaret er vigtigt fordi hver gang et område flyttes til EU så frasiger danske vælgere sig samtidig retten til at skifte mening. En dansk lov kan ændres hvis vi bliver klogere. Et EU-anliggende derimod, kan kun ændres, hvis vi kan få de andre 27 medlemslande med på tanken. Derfor er den politiske debat kortsluttet så snart området er flyttet til EU. Ok, vi sidder med ved bordet i EU, men vores indflydelse er altså ikke meget større end vores godt og vel 5 millioner indbyggere retfærdiggør.

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>