af 2 kommentarer

Gør en blank stemme gyldig

Snart skal der igen være valg, men det er, som om et valg ikke længere har den demokratiske tyngde, det engang har haft. Det virker mere som en tynd fernis over underliggende vrede og frustration. Frustration, der ses i de målinger, der har vist, at befolkningen ikke længere synes, at landets ledelse med sindsro kan lægges i hænderne på politikerne.

Politikerne får ganske vist stemmerne, men der er ingen tillid bag. Det er flere undersøgelsers tydelige indikation.

Hvad betyder det for et demokrati, når langt størstedelen af befolkningen har mistet tilliden til de politikere, der har til opgave at lede landet?

Hvad betyder det for et demokrati, når langt størstedelen af befolkningen ikke længere er tilfreds med den indsats, de samme politikere yder?

Og hvad betyder det, når ingen af disse forhold kan afspejles og komme til demokratisk udtryk i forbindelse med et valg?

Det billede, stemmetallene på papiret giver af politikernes popularitet, vil i store træk være uden hold i virkeligheden. Virkeligheden er, at der er stor mistillid og utilfredshed med politikerne, og virkeligheden er, at der ikke er mulighed for at give utilfredsheden og mistilliden et demokratisk udtryk. Så længe den mulighed ikke findes, kan de faktiske forhold ikke afspejles ved et valg. Det er helt nødvendigt at få ændret – blanke stemmer skal gøres gyldige.

Befolkningen skal gives muligheden for også at kunne udtrykke den holdning, at man hverken ønsker den ene eller den anden, hverken ønsker gul, grøn, rød eller blå. I dag er en blank stemme ikke en gyldig stemme. Den holdning, at man ønsker demokratiet, men ikke kan støtte nogen af de opstillede, er altså ugyldig at udtrykke. En førstegangsvælger, jeg talte med for nylig, og som netop har denne holdning, sagde opbragt: »Min stemme er ikke ugyldig«.

Tomme stole i Folketinget

I Danmark har der ikke været tradition for at give blanke stemmer gyldighed. Til gengæld har der været tradition for, at befolkningen generelt havde stor tillid til politikerne. Men forudsætningen for, at man med sindsro kunne se bort fra de blanke stemmer, er ikke længere til stede. Den kendsgerning må det kræves, at ansvarlige politikere forholder sig til.

Det er helt nødvendigt, at denne holdningsmæssige forandring kan komme til udtryk på en demokratisk og fredelig måde. Det kan gøres simpelt, ved at man anerkender blanke stemmers gyldighed. Det antal mandater, som eventuelle blanke stemmer ville række til, bliver i stedet til tomme stole i Folketinget. Grundloven hindrer ikke en sådan løsning, det gør alene politikernes uvilje.

Det er det krav, befolkningen kan møde politikerne med. De politikere, som stiller op til det valg, der for mange opleves som valget mellem pest og kolera. Det valg, hvor mange føler sig som en husmor på indkøb i Sovjet – der er intet af det, man gerne vil have, men man køber, hvad der er, for dog at få et eller andet.

Der er ikke længere råd til fire års ny ørkenvandring med den samme snak om pakker, den samme snak om detailemner, den samme mudderkastning og den samme snakken uden om det væsentlige.

Danmark trænger til at bevæge sig, og den bevægelse kan ikke begynde, så længe en utidssvarende magtstruktur, som ikke har ændret sig i over 60 år, står i vejen. Den må ændres grundlæggende. Dette arbejde er ikke et, der kan gøres færdigt fra den ene dag til den anden, men udviklingsprocessen forekommer bydende nødvendig. Den kan ikke sættes i gang, så længe ingen politiker vil se i øjnene, at den reform, der er allermest brug for, er en folketingsreform.

Og den kan begynde med, at befolkningen får et reelt valg, kan stemme blankt og få deres stemme regnet gyldig. Det er ikke et øjeblik for tidligt.

Kilde:
Gør en blank stemme gyldig Bragt i JP den 16 maj, 2015.

2 Responses to “Gør en blank stemme gyldig”

    • revolutionenkommer

      Hej Gunnar,
      Tak for vinket. Lad os regne med at der bliver afgivet mange blanke stemmer på torsdag. (ved sidste valg var det 22.000). Der skal sendes et tydeligt signal til politikerne om behovet for
      demokratisering af demokratiet. Mange venlige hilsener, Birgitte Asmussen

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>