”Noget for noget”, var engang et slogan for en dansk statsminister. Ikke at det var ham, der opfandt det – fra de første bystaters fremkomst for ca. 5000 år siden er selve statsdannelsen faktisk blevet til på dette slogan. Folket og staten virkede sammen på den måde at folket gav afkald på frihed, mod at staten til gengæld sikrede folket tryghed. En fair løsning, ville en anden tidligere statsminister sikkert mene.
Noget for ingenting
Men hvad så, når aftalen ikke længere overholdes? Hvad så, når den statsinstans der skulle sørge for at levere velfungerende transport ikke længere gør det, og i stedet ødsler pengene væk på ubrugeligt materiel? Hvad så, når den statsinstans der skulle levere viden og lærdom videre på et stadig højere niveau, sender 10-15% af eleverne ud af folkeskolen uden de mest basale skrive- og regnefærdigheder? Hvad så, når det statslige voldsmonopol ikke længere beskytter borgere der er i reel fare og i stedet lader private om at lægge liv til beskyttelsen? Hvad så, når de statsinstanser der skulle sørge for effektive kommunikationskanaler ikke mere gør det, og det tager dagevis at fremsende et almindeligt brev, og visse steder i landet omtrent lige så lang tid at finde en god mobilforbindelse? Hvad så, når den statslige instans der skulle bidrage med effektiv lægehjælp til alle, ikke mere gør det, og mennesker med meningitis fejldiagnosticeres af en jordemoder på 1813? Hvad så, når den statsinstans der skulle sørge for inddrivelse af skattemidler til samfundshusholdningen ikke længere gør det, og i stedet skærer ned på antallet af medarbejdere, præcis på det skatteområde hvor de virkelig store penge kan fosse ud af kassen?
Så bliver resultatet noget for ingenting. Så bliver kontrakten mellem staten og borgerne en kontrakt på frihed i bytte for ufrihed.
Det er sådan, det også er i Danmark. En tredje hedengangen statsminister ville muligvis sige – Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Hvad er dit svar?