For 166 år siden, da det første “Folketing” trådte sammen var det – på helt samme måde som nu – en forsamling af mennesker, der kun i ringe grad havde erfaring med og viden om den hverdag, som var langt de flestes udgangspunkt.
Også dengang lå magten hos nogen, der ikke havde de store forudsætninger for at have føling med de mennesker, hvis liv de bestemte over.
Dengang var ubalancen forståelig. Almuen var uvidende (tvungen skolegang havde kun eksisteret i 35 år) og den var uselvstændiggjort efter flere hundrede års enevældigt styre.
Men i dag? Sidste år festligholdt man 200-året for den tvungne skolegangs indførelse, og befolkningens træning i demokrati og selvstændig stillingtagen har været i gang i mere end 150 år?
Den udvikling er overhovedet ikke afspejlet i Folketingets sammensætning.
Den selvstændighed og viden, som befolkningen har tilegnet sig gennem næsten 200 års arbejde kommer ikke i brug. Magtstrukturen forbliver uændret, og hindrer derved at befolkningens viden- og erfaringsressourcer kommer i spil.
Har Danmark råd til det?